Handel og kundeservice

Erhvervstemaet ”Handel og kundeservice” er for dig, der gerne vil arbejde i en butik eller være servicemedarbejder i en virksomhed.
På KUU lærer du at betjene kunder. Det kan være i forskellige former for butikker eller i forbindelse med virksomhedsserviceopgaver. Du arbejder med forskellige projekter og temaer, så du lærer at løse de forskellige arbejdsopgaver.
Eksempler på typiske arbejdsopgaver:

  • ”Praktisk salg”: Du lærer om opstilling af varer i butikken, og hvordan du kan få kunderne til at købe mere af den samme vare eller flere forskellige varer i butikken. Du lærer at fremstille annoncer, udregne salgspriser og fortjeneste og beregne behovet for standplads i butikken.
  • ”Virksomhedsserviceopgaver”: Det kan være opgaver i køkkener og kantiner, på pedelværksteder eller i forbindelse med rengøring. Du lærer at gøre klar til møder, anrette og servere mad, gøre rent i forskellige former for lokaler og foretage små reparationer.

 

Du lærer om kundeadfærd og kulturelle normer samt betydningen af personlig fremtræden i mødet med kunderne.
Erhvervstræningen foregår i:

  • Butikker
  • Rengøringsfirmaer, hjemmeservicefirmaer, kantiner og offentlige institutioners serviceafdelinger

Job som erhvervsassistent:
Uddannelsen giver dig titlen ”Erhvervsassistent inden for Handel og kundeservice” og kvalificerer dig til job i erhvervslivet. Det kan også være uddannelsen giver dig lyst og kvalifikationer til at søge optagelse på en erhvervsuddannelse inden for det merkantile område eller serviceområdet.

Som erhvervsassistent kan du fx få job som:

  • Butiksmedhjælper. Som medarbejder i en butik modtager du varer på lageret, pakker varer ud og sætter dem på plads i butikken. Du deltager i vareoptælling og supplerer varer op på hylderne. Du er med til at sikre, at butikken hele tiden er indbydende for kunderne, som du giver en god service, når de er på indkøb.
  • Servicemedarbejder i en virksomhed. Her løser du virksomhedsservicejobs, hvor der fx udføres pedelopgaver, rengøringsopgaver, anretnings- og serveringsopgaver i kantiner mv.